HØRGARN TIL STRIK
Vi har modtaget et parti af det smukkeste naturgarn i en kombination af hør og bomuld. Farven er en vidunderlig havblå, der leder tankerne hen på solrige dage med tæerne i køligt vand. Linea Hørgarn er spundet af 4 tråde: 3 tråde hør og 1 tråd bomuld. Hver tråd har sin egen farvenuance og helheden skaber et skønt, meleret udtryk. Det dejlige hørgarn er endt hos os, da producenten ramte skævt ift. den oprindelige kundes farvespecifikationer og garnet derfor blev valgt fra. Vi er vilde med denne vibrerende havblå farvenuance og glæder os til at se den få liv på jeres strikkepinde!
Hørgarn som strikkegarn
At strikke med hørgarn kan opleves mere stift end at strikke med eksempelvis uld, som de fleste er vant til. Når Linea Hørgarn strikkes og vaskes opnås en større blødhed og et strikket stof, som føles rigtig behageligt mod huden. Hørfibre er desuden temperaturregulerende og føles kølige på varme dage. Det gør at hørgarn til strik er et fantastisk valg, når du vil skabe bluser, toppe eller kjoler, der er perfekte at bruge på en lun sommerdag.
Hørgarnets særlige egenskaber
Hør har nogle fine egenskaber, som gør det fantastisk til både beklædning og interiør. Hørfibre er lange, hvilket gør tekstiler af hør eminente til at fordele fugt. Det får du glæde af i viskestykker, som kan anvendes længere, før de opleves som våde – sammenlignet med viskestykker af bomuld. Når du vælger hør til en bluse eller top, vil du også mærke at stoffet bliver ved at være behageligt mod huden, selv på de varme dage. Linea Hørgarn er vådspundet og har derfor stærke, glatte tråde, der fnugger mindre end hør sædvanligvis gør.
Strikkefasthed
Leverandøren oplyser følgende strikkefasthed for Linea Hørgarn:
- Pinde 3-4 mm: 10 cm = 20-22 masker
Mette har strikket en prøve af Linea Hørgarn i kombination med OEKO-TEX Schappesilke:
- 1 tråd Linea Hørgarn + 1 tråd OEKO-TEX Schappesilke på pind 3,5 mm: 10 cm = 19 masker
Strikkeopskrifter til hørgarn
Med en strikkefasthed mellem 19 og 22 masker, kan Linea Hørgarn anvendes til en lang række af vidunderlige strikkeopskrifter. Her får du nogle forslag:
- PetiteKnits June Top vil være så smuk i den havblå farve.
- Sommer Ella fra LeKnit er en elegant kortærmet bluse med bladmønster på bærestykket.
- Hos Garnstudio findes et udvalg af køkkentekstiler, som vil være skønne i Linea Hørgarn.
Altid naturgarn og tilbehør til gode priser
Her kan du se vores øvrige udvalg af 100% naturgarn. Står du og mangler tilbehør til håndarbejde, kan du finde mange fine ting til at gøre håndarbejdet sjovere og finishen ekstra god, lige her hos Garnspecialisten: prisvenlige strikkepinde, knapper, projekttasker og meget mere 🙂